Veninder, der aldrig skulle have været

DU:

  • Gjorde nar af mit tøj, min sangstemme, mine interesser, min tilværelse, mig
  • Fnyste, når jeg var stolt af eller glad for noget
  • Rullede øjne af mig, når jeg en sjælden gang imellem gav slip
  • Skældte mig ofte ud, og blev endnu mere rasende hvis jeg svarede igen
  • Sagde altid, at jeg troede, at jeg var en engel, som regel fordi jeg ikke ville undskylde
  • Fik mig til at undskylde alligevel, inklusiv tåre
  • Havde nogle gange ret, fordi du kunne se lige igennem mig. Det gjorde mig endnu mere usikker
  • Lagde ikke skjul på, at jeg sandsynligvis var den med den laveste IQ i vores venindegruppe
  • Fortalte mig, hvad jeg gjorde forkert. For min egen skyld
  • Bad mig ofte om at svare helt ærligt – det var som regel en dårlig idé
  • Ødelagde vores fælles rejse sekundet efter vi havde købt billetterne, og gentagende gange indtil vi var hjemme igen
  • Styrede stemningen imellem os med dit humør
  • Bagtalte mig til vores fælles veninder, uden at lægge skjul på det
  • Løftede mig op hver gang du have givet mig en verbal lussing. Nogle gange omvendt
  • Kunne koste rundt med mig som ingen anden. Jeg troede, at jeg gjorde det af egen fri vilje
  • Var hele mit liv i 5 år. Der gik yderligere 2 år, inden jeg turde at sige stop
  • Sendte et computerskrevet brev efterfølgende, hvori du pointerede hvor meget du elskede mig, og hvor usandsynlig retarderet en beslutning det var, at afslutte vores venskab
  • Er stadigvæk en jeg er bange for at møde på gaden
Advertisements

Job, Kandidat, Vikar

Jeg ved ikke, hvad der skal blive af mig.

Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op. Det føles som om, at jeg ikke duer til noget, at jeg ikke kan bruges. At min uddannelsen ikke er nok, at det er den forkerte jeg har valgt. Jeg har søgt ind på en kandidat. Jeg ved ikke, om jeg vil læse en kandidat.

Jeg ved faktisk ingenting. Andet end at jeg skal til læge på fredag, hvor jeg forhåbentlig skal have lavet en lægeerklæring. Og så skal jeg sende den til A-kasse, og så holder jeg vejret, indtil de forhåbentlig siger, at jeg godt kan begynde at trække det helt ned i maven igen. Det er svært at trække vejret for tiden. Sådan har det ikke været før. Det har faktisk aldrig været på denne her måde før. Det startede i august. Jeg troede det var en fase. Jeg troede, at det var pga. det andet job. Jeg troede, at det ville gå over, når jeg tog ud i verden. Verden gjorde det værre, verden fik det til at blusse op. Jeg ved ikke hvad “det” er. Jeg håber, at min læge forstår mig og gerne vil tale med mig en anden dag, måske endda henvise mig til en psykolog. Mit humør svinger HELE tiden. Det ene øjeblik føler jeg, at jeg kan klare alt, søge alle jobs, at et halvt år er “kun” og at jeg jo bare skal have nogle penge i kassen. Det næste øjeblik er det det med vejtrækningen, det med at jeg intet ved, jeg har lyst til at ligge på mine forældres sofa med min hund og se Hammerslag.

Jeg synes det har varet længe, jeg synes det hele er uoverskueligt. Det føles som om, at alle andre har bygget en båd og jeg sidder på en tømmerflåde mutters alene med én åre og padler lidt i ring.

Måske skal jeg tale med en psykolog. Måske skal jeg bare finde et andet arbejde. Nu er der så bare lige det med strejken og lockout og jeg ved fanme ikke hvad. Jeg ved ingenting. Hvis der er nogen der ved noget, så skal de sige det.

Fase

Alle omkring mig har børn, taler om børn eller vil have børn.

Jeg vil gerne snart have fred. I det mindste en pause.
Der er ikke noget i vejen med deres (syge) lyster eller deres børn, det er bare som om, at det er det eneste emne, vi kan tale om i evigheder. Vi taler børn, vi taler hus & have, vi taler om hvor gode mødre de er/bliver og hvordan (de kommende) fædre er.
Tit glemmer jeg at høre efter, for det er ofte den samme samtale, bare med forskellige personer og jeg svarer det samme. Det er ikke fordi jeg er ligeglad, jeg forstår bare slet behovet for at formere sig. Jeg forstår ikke, at man finder en mand, hvormed man har lyst til at dyrke ubeskyttet sex MED VILJE!
De sælger det forøvrigt heller ikke særlig godt, det der med at skide unger ud.
– Det er hårdt og besværligt at; være gravid/bevare kærligheden/have sex/føde/passe barnet/være en familie/huske sig selv/passe sin omgangskreds/lade være med at tale om ovenstående hele tiden.

Det at få børn indebærer også at få det evige trumfkort. Der er ingen grund til at argumentere, diskutere eller himle med øjnene, hvis noget bliver aflyst/udskudt/ændret. Hvis du er en af de få tilbage uden børn, er det dig der skal indordne dig, det er din kalender der altid jonglers rundt i og dig der skal sige “Pyt, ja ej, det forstår jeg godt”.
Du kan også bare lade være, men det er der ikke noget der bliver anderledes af.

Det plejer egentlig ikke, at gå mig så voldsomt meget på, som det gør lige for tiden. Jeg har hele tiden vidst, at det ville ende med det her; Mig og Mødrene.

Jeg vidste bare ikke, at jeg (endnu en gang) skulle bruge en hel happy hour-aften og efterfølgende nat, på at høre en venindes enetale om fødsel/barn/familieliv. Det er t-o år siden hun blev gravid, vi ses ofte – Jeg kan historierne bedre end hun selv kan.

Det er en fase. Gid det var en fase.

Nedtur

I dag er det søndag, og det har været en helt ubeskrivelig weekend!
Jeg har været i byen 3 dage i streg, jeg er blevet fejret og jeg har fejret. Til trods for, at jeg nærmest ikke har sovet, mindes jeg ikke en bedre fødselsdag.
Så blev det søndag, og festen er forbi. For at sætte tingene lidt på spidsen, tænker jeg, at det er sådan folk der tager narko, har det efter en weekend, hvor de har indtaget mere igennem næsen end munden. Jeg er altså ikke færdig! Jeg vil godt én gang til, jeg vil i hvert fald ikke på arbejde i morgen. Jeg hader søndags blues. Generelt hader jeg, at det tager mig 1-3 dage, at ryste denne her følelse af mig. Det er jo nærmest 1/3del af ugen! Der er for lidt mand i mine søndage. I dag var der dog en, der tilbød sin assistance, men jeg blev nødt til at afslå grundet menstruation fra helvede. Så det blev til Frk. Nitouche på DR1 i stedet for. Hur-fucking-ra.